De fleste mennesker har allerede prøvet en intelligenskvotientstest, bedre kendt som en IQ-test, for sjov, i skolen, som en del af et jobinterview eller en militærundersøgelse. Efter en halv time med hjernevridere og udfordrende opgaver bliver et tal præsenteret for os på skærmen – vores egen, personlige IQ-testscore. Men hvad betyder dette tal? Og hvad siger det i virkeligheden om os?

Brugbarheden af en IQ-test har længe været diskuteret af både psykologer og politikere. Diskussionen er i høj grad baseret på et famøst og vidt accepteret studie med navnet ‘The Bell Curve’, hvori det blev bevist, at resultatet af IQ-tests kunne bruges til at forudsige en række sociale faktorer, så som indkomst, uddannelse og sansynligheden for at blive involveret i kriminelle handlinger. Det var disse fund, som oprindeligt gav IQ-testen værdi.

Det var dog en anden del af ‘The Bell Curve’ som virkelig satte gang i debatten: Med ’The Bell Curve’ kom nemlig også den kontroversielle idé, at alle mennesker havde et uforanderligt intelligensniveau, bestemt af social og genetisk arv. Dette intelligensniveau bliver ifølge ’The Bell Curve’ reflekteret i det tal, som vises i slutningen af en IQ-test. I nyere tid har flere forskere dog udfordret denne berygtede teori.

Motivationens effekt på IQ-tests

En af de forskere, som for nyligt har lavet undersøgelser om IQ-tests er Angela Lee Duckworth fra University of Pennsylvania. I hendes studier om effekten af motivation under IQ-tests, opdagede hendes forskerhold, at det var muligt at forøge IQ-testscoren hos deltagere i studiet med 10 – 20 IQ-testpoint på en skala fra 1-100, ved blot at udlove pengepræmier for at gennemføre en IQ-test med en høj IQ-testscore. Duckworths studie beviser således, at vi rent faktisk har en stor effekt på vores egen intelligens, da vores motivation til at klare os godt i livet spiller en afgørende rolle.

For at fastslå, at disse opdagelser var korrekte, gennemførte Duckworth et længerevarende eksperiment, hvori 500 drenge blev IQ-testet i en alder af 12 år. Drengene blev optaget på video imens de tog IQ-testen, og deres kropssprog blev analyseret af eksperter på området, som kiggede efter tegn på kedsomhed og distraheringer. Formålet med dette var, at undersøge om drengene var motiverede til at klare sig godt i testen eller ej. 12 år senere, da drengene var 24 år gamle, blev de inviteret til et interview om deres karriere og personlige liv. Ved sammenligning viste det sig, at målingerne på kedsomhed var langt mere præcise i deres forudsigelse af sociale faktorer end selve IQ-testene.

Selvom IQ-tests altså giver en indikation om fremtidige sociale faktorer, så er IQ i sig selv langt fra det eneste parameter i regnestykket.

IQ-testens mange aspekter 

Udover diskussionen omkring brugbarheden af en IQ-test, så bliver der også sat spørgsmålstegn ved selve intelligenskvotienten. Igen er problemet at IQ er blevet til et paraplybegreb, som dækker over flere parametre, der egentlig ikke kan forenes, hvilket medfører at IQ-testen bliver overfladisk og upræcis. I et nyligt studie har Roger Highfield og hans forskerhold analyseret svar fra 46.000 mennesker til en online IQ-test. I modsætning til normale IQ-tests var Highfields IQ test designet til at teste en række meget specifikke kognitive færdigheder. Efter analyse af resultaterne har Highfield kunnet drage følgende konklusion: ”Der er ikke én enkelt komponent, som forklarer alle de variationer, vi så i testen” siger Roger Highfield og forklarer videre: ”Når du ser på den kognitive evne, kan du ikke koge det ned til mindre end tre komponenter – korttidshukommelse, logisk tænkning og et verbalt komponent.”

Hovedargumentet bag Highfields udtalelser er, at de tre nævnte variabler, korttidshukommelse, logisk tænkning og verbale evner, alle benytter separate nervesystemer i hjernen. Det er derfor muligt at være meget stærkere i et område end i et andet, hvilket kan resultere i at værdifulde kvaliteter fuldstændig overses i en IQ-test. Dette sker delvist fordi en IQ-testscore består af et gennemsnit af de tre variabler, og delvist på grund af måden hvorpå en IQ-testscore beregnes. Resultatet af en IQ-test er nemlig baseret på hvordan andre mennesker, som kan have mere ligeligt fordelte kognitive evner, har klaret sig på IQ-testen.

Denne standardiserede metode til udregning af IQ-testscore har været årsag til meget debat blandt forskere – også før Roger Highfield. I 1984 påpegede forskeren James R. Flynn, at den gennemsnitlige IQ-testscore hos amerikanere, var steget næsten lineært mellem 1930 og 1980 med 13,8 IQ-testpoint i alt. Denne opdagelse blev senere kendt som ’Flynn-effekten’. Flynn-effekten er siden blevet målt i flere andre lande. Grunden til denne lineære stigning i IQ-testscore er aldrig blevet fastlagt.

Flynn selv forklarede stigningen med at IQ-tests ikke måler intelligens, ”men snarere et sammenhængende element med et svagt relateret bånd til intelligens.” Med andre ord mente Flynn, at stigningen i IQ-testscore beviser, at IQ-tests i virkeligheden kun måler et lille område af hjernen, som beskæftiger sig med problemløsning. I det tilfælde vil man kunne måle en stigning i IQ-testscore, som følge af at folk bliver vant til at se problemløsningsopgaver, som dem man ser i en IQ-test, hvilket ultimativt vil resultere i Flynn-effekten. Flynn mente derfor, som Roger Highfield, at IQ-tests er for overfladiske og ubetydelige til at kunne kaldes en måling af ægte intelligens.

Udover dette, så bakkes Highfields idé om, at intelligens ikke kan måles på en enkel måleenhed – som det gøres i en IQ-test – ikke bare op af hans egne studier. I 2010 viste en stor undersøgelse af et tusinde børn, som deltog fra fødsel til de var 32 år gamle, at deres evne til at tilbageholde og kontrollere sig selv kunne bruges til næsten nøjagtigt at forudsige deres fremtidige helbred, afhængigheder, personlige økonomi og chance for kriminalitet lige meget hvad deres IQ-tests viste. Undersøgelsen blev oprindeligt sat i værk fordi et eksperiment, 20 år tidligere, forgæves havde forsøgt at forbedre IQ-testscoren hos skolebørn. På trods af det fejlslåede hovedmål, havde eksperimentet på forunderlig vis reduceret antallet af teenagegraviditeter, utidige afslutninger på uddannelse og ulovlig ageren markant i forhold til gennemsnittet. Dette skete fordi børnene havde tillært sig selvkontrol som et biprodukt af deres ihærdige forsøg på at forbedre deres IQ-testscore.

For yderligere at understøtte Roger Highfields observationer omkring IQ-tests, kan vi også henvise til vores egen blog post fra september, som beskæftigede sig med hvordan tosprogede børn oplever mærkbare fordele, gennem hele livet, som følge af deres tidlige verbale træning i livet.

Således kan det konkluderes, at man først er nødt til at bestemme sig for hvilke kognitive færdigheder udgør intelligens, før man kan måle ægte intelligens. En IQ-test er hurtig til at dømme, men den mangler både dybden og præcisionen til at kunne retfærdiggøre denne kynisme. I realiteten eksisterer der flere forskellige kognitive faktorer som påvirker vores fremtid.

Perspektiver på IQ-tests: Hvor bredt skal vi definere intelligens?

Mens forskere som Roger Highfield hævder, at IQ-tests ikke reflekterer alle de kognitive færdigheder, som bør tages højde for i en intelligenstest, så mener andre at intelligens i sig selv ikke kun kan begrænses til hjernefunktioner.

En sådan forsker er Howard Gardner, psykolog på Harvard og kritiker af IQ-testen. Gardner har i stedet fremsat en teori om, at vi kan måles på mange forskellige former for intelligens, så som musisk intelligens, lingvistisk intelligens og social intelligens. Mere præcist har Gardner fremsat otte forskellige former for intelligens, som hver især af defineret af specifikke intelligens-karakteristika. Disse intelligens-karakteristika står i stærk kontrast til IQ-testen, da de kan være langt mere abstrakte end ren hjernestyrke.  For eksempel er en person, som besidder ”intrapersonlig intelligens” defineret som værende opmærksom på sig selv og værende god til at analysere sine egne styrker og svagheder. En sådan person ville ideelt set, ifølge Gardners teorier, vælge at blive filosof, skribent, teoretiker eller forsker.

Det primære argument bag Gardners teori om flere intelligensformer er, at det inkluderer langt flere faktorer til forudsigelse af et individs fremtid – faktorer, som overses i en almindelig IQ-test. I princippet er teorien baseret på det samme idégrundlag som Roger Highfield fremsatte: at IQ-tests er for overfladiske og upræcise til at kunne reflektere ægte intelligens. Det skal dog nævnes, at mens Highfields argumenter om IQ-testens mangler er bygget på flere studier, så mangler Gardners teori stadig at blive bevist med solide empiriske undersøgelser. Teorien giver dog stadig et perspektiv på hvor snæver den almindelige IQ-test i virkeligheden er.

Dommen over IQ-tests

Overordnet set kan en IQ-test muligvis give et groft estimat af din hjernes nuværende præstation, men den leverer ikke detaljer om hvilken del af hjernen, der præsterer. Måling af individuelle kognitive færdigheder ville give en langt mere præcis og langt mere brugbar indikation af ægte intelligens. Nogen vil endda argumentere for, at vi bør måle uden for hjernens funktionaliteter for i sandhed at kunne fastsætte intelligens. Udover dette er en IQ-test ikke en endelig dom. Du har i sidste ende selv kontrol, når det kommer til din fremtid, da din motivation og viljestyrke til at nå dine mål har en enorm indflydelse på alle aspekter af dit liv, inklusiv dine IQ-testresultater.

Prøv at lade være med at lade et tal fra en IQ-test definere, eller begrænse, hvem du er som person.